VisitDenmark søger praktikant til PR & pressekontakt i New York at VisitDenmark

Expires in 4 days

Kan du sælge Danmark til den amerikanske presse? Har du lyst til at hjælpe VisitDenmark US med at fortælle de gode historier om Danmark i et af verdens største og hårdeste mediemarkeder? Og har du mod på at tilbringe forårssemesteret i New York?

Som praktikant for PR & Presse bliver du en del af et lille og dedikeret team, der dagligt arbejder med at markedsføre Danmark som rejsemål i USA. Vi har ansvaret for markedsbearbejdning, branding og markedsføring af Danmark samt kontakt til turismepartnere i Danmark og medier i hele USA. Vi brænder for at markedsføre Danmark - ligesom du gør.  

 

Opgaver og ansvar:

Dine opgaver vil variere, men blandt andet bestå af at:        

  • Deltage i planlægning og koordinering af presseture til Danmark
  • Assistere ved events og konferencer
  • Assistere med opfølgning og afrapportering af presseaktiviteter
  • Assistere amerikanske journalister med research, information og billedmateriale
  • Skrive indhold til pressemeddelelser, nyhedsbreve og journalistiske historier og pitches til medier
  • Assistere ved udarbejdelse af markedsinformation
  • Hjælpe de ansvarlige indenfor marketing og travel trade med lignende opgaver, hvor det er relevant
  • Levere information til amerikanske turister samt øvrigt forefaldende dagligt kontorarbejde, (vi er et lille team, så vi løfter i flok)
     

Dine erfaringer og kompetencer:

Du er ved at tage en videregående uddannelse inden for journalistik, kommunikation eller lignende, og du er interesseret i turisme. Du kan finde de gode historier og formulere dig både præcist og inspirerende, og du både taler og skriver engelsk flydende. Hvis du har praktisk erfaring med opsøgende pressearbejde, er det et stort plus. Du er åben overfor nye udfordringer og klar til at bo i New York i et halvt år. Derudover forventer vi, at du er initiativrig og i stand til at arbejde selvstændigt.

Hvis du allerede har boet, arbejdet eller studeret i udlandet, tæller det på plussiden. Desuden er det vigtigt, at du er digitalt erfaren og får et kick ud af at arbejde med turisme og nogle af verdens mest indflydelsesrige medier.

Du skal kunne trives i et hektisk miljø med flere sideløbende arbejdsopgaver, som du balancerer at få fulgt til dørs. Desuden vægter vi gode samarbejds- og kommunikationsevner højt.

 

Vi tilbyder:

Som vores praktikant får du mulighed for at blive udfordret og for at udvikle dine kompetencer i et internationalt tænkende miljø med en uformel og kollegial tone.

Praktikstillingen er ulønnet. VisitDenmark dækker flytransport t/r til New York samt månedligt rejsekort til subwayen. Du er selv ansvarlig for at finde bolig, men vi hjælper gerne med råd om bolig og legater.

Ansættelsen vil være fra 1. februar 2023 – 31. juli 2023.

Arbejdsstedet er på VisitDenmarks markedskontor i New York, hvor vi er tre faste medarbejdere. Vi arbejder desuden tæt sammen med kontoret i London, hvor vores marketing manager og markedschef er baseret. Desuden ligger vores kontor over for det det danske konsulat i New York, hvor der er god mulighed for at ses med de andre praktikanter.

Samlet set får du omkring 80 dynamiske og engagerede kolleger i København og på vores markedskontorer, som alle er stolte af at markedsføre Danmark – og dermed medvirke til at skabe udvikling og arbejdspladser i hele landet.

 

Ansøgning:

Vi har brug for dig allerede den 1. februar 2023 så send ansøgning og CV senest den 4. oktober via ”søg stillingen”. Alene ansøgninger indsendt via vores E-rekrutteringssystem vil blive taget i betragtning. Ansøgningen skal være på engelsk og indeholde din motiverede ansøgning samt CV, og samtaler forventes holdt i uge 39 og 40.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Katinka Friis, PR & Press Manager i USA, på katfri@visitdenmark.com