Praktikant til BAUHAUS’ Business Controller-team (efteråret 2022) at BAUHAUS Danmark

I BAUHAUS Danmark A/S skal vi i slutningen af august i gang med at udarbejde budgettet for 2023, hvorfor søger vi en praktikant, der kan bidrage undervejs i budgetprocessen. Så hvis du er studerende på en erhvervsøkonomisk uddannelse og ønsker at få indsigt i, hvordan en budgetlægningsproces ser ud i praksis, så er et praktikforløb hos BAUHAUS en god mulighed for at få indfriet dette ønske.

Som praktikant i BAUHAUS kommer du til at indgå i et controllerteam, der består af både finansielle controllere og business controllere. Du vil i praktikperioden indgå som en del af business controllerteamet, da business controllerne står for selve udarbejdelsen af budgettet. Igennem forløbet vil du være tilknyttet én af business controllerne, således du i din hverdag har en direkte kontaktperson, du kan sparre med undervejs. Herudover vil der være en overordnet praktikplan, således du fra starten får et overblik over, hvilke delprocesser der er i budgetlægningsprocessen.

Som praktikant i BAUHAUS får du mulighed for:

  • At udarbejde analyser af forskellige omkostningsposter samt omsætningsniveau, som er med til at danne grundlag for budgettet
  • At indgå i en travl periode, hvor flere deadlines skal overholdes
  • At få et indblik i, hvordan en business controllers hverdag ser ud
  • At forbedre dine excel-kompetencer samt afprøve din teoretiske viden i praksis
  • At udføre ad hoc-opgaver i forhold til forskellige interne rapporter

Herudover har du også mulighed for selv at præge dit praktikforløb, hvis der er områder, du gerne vil opnå en større indsigt i, eller skal skrive opgave inde for et emne, der ligger uden for budgetlægning.

Tiltrædelse og varighed

Dit praktikforløb forventes at starte ultimo august 2022. Konkret starttidspunkt afstemmer vi sammen, så det passer til din uddannelsesplan, ligesom vi her fastlægger varighed for praktikforløbet – dog minimum 4 måneder.

Vi tilbyder

Et afvekslende praktikforløb i en spændende og dynamisk vækstvirksomhed, hvor du bliver en del af et internationalt, kompetent og uhøjtideligt miljø. Praktikken er ulønnet, men vi sørger for kantineordning i praktikperioden.

Er du nysgerrig – og har du lyst til at vide mere?

Så er du velkommen til at kontakte Leder af Business Controlling, Dorthe Brønd, på telefon 87 42 38 32.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!